Åbningstider

Telefonen har åbent mandag, tirsdag, torsdag og fredag 8.30-17.00 Onsdag: 17 - 21

Klinikken har åbent mandag, tirsdag, torsdag og fredag 9.00-17.00 Onsdag: 17 - 21

24 timers vagtservice for akut syge og tilskadekomne dyr - Forbeholdt faste kunder.

Hjertelidelser hos hunde

hjerte1 hjerte2Mere end 10% af hundene går rundt med et hjerte, der ikke arbejder, som det skal.

Langt de fleste af disse 10% viser ingen tegn på sygdom, før langt henne i forløbet, hvor det kan være vanskeligt at afhjælpe situationen.

Hvordan kan en hund gå i lang tid med et dårligt hjerte og stadig virke rask?
Oftest skyldes “dårligt hjerte” et problem med enten hjerteklapperne eller selve hjertemuskulaturen, der bevirker, at blodet ikke pumpes effektivt rundt.

Kroppen er imidlertid i stand til at tilpasse sig et dårligere kredsløb ved bl.a. at hæve blodtrykket og øge pulsen.

Derfor kan hunden stadig spille bold og være glad, men på et eller andet tidspunkt overhaler sygdommen hjerte3kroppens mulighed for at kompensere og så kommer symptomerne på nedsat hjertefunktion.

Som ejer kan det også være, at man har lagt mærke til en eller flere af disse ændringer:

  • Hoste
  • Bliver let træt, har ikke lyst til gåture, vil gerne gå langsomt og vender hurtigt hjem igen
  • Virker trist
  • Rastløs, fortrinsvis om natten, hvor den ikke kan lide at lægge sig ned
  • Nedsat appetit, vægttab uden nogen forklaring
  • Adfærdsændringer

Hvordan finder man ud af, om hunden har en hjertelidelse?

Der er flere metoder til at finde ud af, om hunden har en hjertelidelse og i givet fald hvilken.

  • Lytte på hjertet
  • Blodprøver
  • Afføringsprøver
  • Røntgen
  • Scanning

Lytte på hjertet:
I forbindelse med det årlige sundhedseftersyn – som i vores tidsregning er årligt, i hundens tidsregning er hver 6.-8. år – lytter vi på hjertet på begge sider af brystkassen.
Nogle hjertefejl høres nemlig kun på den ene side.
Er vi i tvivl, om hvorvidt alt er i orden, bliver ejer og hund sendt ud på en lille løbetur for at få pulsen i vejret og så lyttes der igen. Nogle “bilyde” er normale variationer og forsvinder ved højere puls.
Vi har i klinikken også mulighed for at benytte et elektronisk stetoskop, der dels kan forstærke lyde og dels kan flytte fokus fra dybt inde i brysthulen til ude ved ribbenene. Det er noget udstyr, der gør vores diagnosticering meget bedre.

Blodprøver:
Nogle hjertelidelse kan man påvise via en blodprøve, f.eks fransk hjerte-lungeorm.
Man kan også måle en specifik markør kaldet pro-BNP, som ved et positivt svar fortæller os, at der er tale om en hjertelidelse og f.eks ikke en lidelse i lungerne.
Der ud over er det helt klart på sin plads at tage en mere generel blodprøve, hvor både røde og hvide blodlegemer, elektrolytter og organprofilerne måles, eftersom et dårligt hjerte har stor indflydelse på resten af kroppens funktion.
Her i klinikken laver vi både testen for fransk hjerte-lungeorm og de udvidede blod-analyser, så du har svar indenfor 20 min.
Pro-BNP testen sender vi med kurer til Tyskland og har svaret efter få dage.

Afføringsprøver:
Nogle orm vandrer i kroppen og kan forårsage skader i hjertet og/eller lungerne. Man kan påvise dem i en afføringsprøve, men da udskillelsen er svingende, kan man ikke være sikker på, at ormene ikke er problemet, selv om man ikke påviser dem eller æg i afføringen.

Røntgenundersøgelse:
Ved røntgenundersøgelse af hjertet (og brystkassen) får man et statisk billede af hjertet og kan bl.a se, om hjertet er forstørret, har ændret form, om der er væske i brysthulen og om der er tumorer (kræftknuder) i brysthulen.

Scanning:
Vi har også mulighed for at ultralydsscanne hjertet og derved se dynamiske billeder af hjertet, både i tvær- og længdesnit. Her kan man direkte se, om f.eks klapperne ikke lukker ordentligt og tæt sammen, så der opstår tilbageløb.
Dorthe er certificeret til at scanne hjerter og har derfor et utal af scanninger bag sig.

Hvad gør man, når ens hund har fået konstateret en hjertelidelse?

Der er jo flere forskellige former for hjertelidelser, men som nævnt er der to hovedgrupper af problemer: Hjerteklapperne eller hjertemuskulaturen og når man skal sætte en behandling i gang, er det vigtigt, at man har stillet så præcis en diagnose som muligt, ligesom man har undersøgt for andre underlæggende lidelser i forbindelse med det dårlige hjerte.

Ofte vil man give noget medicin, som afhjælper situationen ved at få hjertet til at arbejde bedre og sænke blodtrykket, ligesom det kan være nødvendigt at give væskedrivende medicin.
Nogle ejere har det meget svært ved tanken om, at deres hund resten af livet dagligt skal have medicin, men når man har snakket med dem om, hvad medicinen gør og den positive effekt, det har på hundens tilværelse, så vil langt de fleste gerne alligevel.

Vi har mange hunde i klinikken, der fungerer rigtigt godt på deres hjertemedicin og har gjort det i flere år, så dét at få stillet diagnosen “nedsat hjertefunktion”, er ikke ensbetydende med slutningen for ens hund.

Derudover kan man sørge for, at ens hund ikke er overvægtig, at den får regelmæssig motion, at den fodres med et afbalanceret foder (bl.a for at undgå for meget salt) og man kan med fordel give den speciel omega 3-olie beregnet til hund.